Er ikke ufrivilligt barnløs og kæmper ikke med at blive gravid. Faktisk er jeg ret afklaret med at biologiske børn ikke længere er en mulighed for mig(min krop kan ikke holde til det). Alligevel fik Tine Høeg´s roman "sult" mig til at tænke over, hvor mange gange jeg som ung, har haft lyst til at tale med en læge om graviditet og om min krop kunne holde til det. Har jeg egentlig altid været sikker den kunne, i hvert fald inden jeg fik de mange skavanker jeg har nu, men alligevel har det været mig meget magtpåliggende at tale med en læge før det kom på tale, så jeg ikke gjorde skade på mig selv og vigtigst af alt ikke gjorde skade på et barn Men det at tale med en læge om graviditet, når jeg sad i kørestol og ikke havde nogen partner synes jeg var svært. For hvordan ville lægen ikke se på mig?. Han ville sikkert begynde med at tale mig fra det , for afslutningsvis i hvert at sige "Lad vær med at beskæftige dig med det, til du har en partner". Det var i hvert fald det jeg sagde til mig selv indtil for 3 år siden, endelig får taget mig sammen til at tale med min læge og han henviser mig til afdelingen for svangerskab og graviditet eller hvad det var de så fint kaldte det( husker ikke præcist afdelings navn og fik af andre årsager hellere ikke anvendt henvisningen. Jeg ville ønske jeg havde taget samtalen med lægen langt tidligere end jeg gjorde, om det havde gjort en forskel med hensyn til, om jeg havde fået børn eller ej ved jeg ikke. Men hvis du som ung med funktionsnedsættelse sidder med nogle af de tanker jeg har gjort, så tal med lægen, lad vær med at tænke over hvad andre mon tænker At tale med en læge om graviditet, er jo ikke det samme som, at du skal være gravid i morgen.
God weekend


Commentaires