Forleden lavede jeg en af de ting, der virkelig giver mening. Jeg har hjalp en studerende med hendes speciale. Jeg skulle fortælle, hvordan jeg opfatter min krop og hvordan det føles at leve i min krop? Det fik mig til at reflekterer over at min krop er andre menneskers arbejde i langt højere grad end det er tilfældet andre. Jeg har cerebral parese(spastiker), sidder i el-kørestol og afhængig af hjælp døgnet rundt. Hjælp jeg får fra seks forskellige handicaphjælpere, der arbejder i 24 eller 48 timers vagter. De hjælpere mig med alt fra personlig pleje, forflytninger, almindelig husførsel ledsagelse ud af huset mv De er ikke min hjerne men mine arme og ben. I interviewet med den studerende blev jeg også opmærksom på, at jeg har skulle lærer min krop at kende igennem andre. Når man ikke kan gå på wc, bad, tage tøj på selv eller forflytte sig selv, hvordan lærer man så sin krop at kende? Det er et spørgsmål jeg ikke kan svare på. Jeg har lært min krop at kende, ja det har jeg, men når jeg tænker tilbage tænker jeg, det kunne være gjort nemmere, hvordan ved jeg ikke helt, men det er så vigtigt at vi hjælper folk med at lærer deres krop at kende på den måde de nu har brug for det. Jeg tænker ikke kun seksuelt, for vi bruger også kroppen til at gestikulerer med og hvordan kan man bruge kroppen til at gestikulerer med, hvis man fx sidder i kørestol. Man kan selvfølgelig sige sine behov med ord, men det kan hurtigt blive mærkeligt, fordi der er så mange ting vi er vant til at bede om via vores kropssprog og ikke via ord. Kropsproget er for mig at se nogle gange blødere end det talte sprog. Måske ikke altid, men når det kommer til omsorg, nærhed, knus osv. Jeg ved ikke om det giver mening, men jeg håber at kunne uddybe, hvordan jeg oplever min krop og hvordan det opleves at leve i min krop i en podcast på et senere tidspunkt.
Det var en sand fornøjelse at hjælpe den studerende. Hun laver et vigtig stykke arbejde som jeg selvfølgelig støtter op om
